Hjalm-matros
Som Hjalm-matros fungerer de unge som en del af skibets samlede besætning og lærer at tage ansvar i samarbejde med andre. De unge vil blive fortrolige med navigation, søfartsregler, praktisk arbejde og dagligdagen på et skib. To gange årligt vil de sejle ud på længere togter i de danske farvande.
Når ikke Hjalm er afsted på togt sejler den kortere ture på Holbæk Fjord med skoleelever fra Holbæk Kommune, deltager i havnens maritime aktiviteter herunder klimasejlads, SKVULP, Fjordens dag mm. Her vil de unge også være med.
De unge vil udover sejlads deltage i oprigning, ned rigning, klargøring og vedligeholdelse af skibet.
Gennem hverdagen på skibet vil de unge også træne dagligdagsfærdigheder som at lave mad, købe ind, gøre rent, hygge og være sammen med andre. De unge opnår således øgede personlige, sociale og faglige kompetencer, som er vigtige ifht videre uddannelse og livsmestring
Læring der sætter spor
Den unge får en uddannelsesbog, der er inspireret af uddannelsesbogen for skibsassistentuddannelsen. Her dokumenteres den unges læring og udvikling, og uddannelsesbogen kan således bruges både til at motivere den unge og som bevis for tilegnede færdigheder, der kan medbringes videre i livet.
Her er nogle af de emner, den unge kommer igennem:
- Skibskendskab
- Sikkerhed, arbejdsmiljø og miljøbeskyttelse
- Brovagt og navigation
- Fortøjning og ankring
- Praktisk sømandskab
- Maskinrum og kabys
- Dinghy-bevis og meget mere


Hvorfor blive Hjalm-matros?
- Målet er, at de unge, efter deres tid på Hjalm, kommer videre i skole, job eller uddannelse.
- Den maritime ramme er fantastisk til at sikre, at de unge får succesoplevelser, lærer at lære og udvikler deres personlige og sociale kompetencer.
- 96 % af de unge, der har været på Hjalm, er videre i enten skole, job eller uddannelse.
Hvem kan blive Hjalm-matros?
Man kan blive Hjalm-matros ved f.eks. at tage en Maritim STU eller ved at blive indskrevet gennem Ung i fokus.
Hjalm-matros er således et tilbud til unge i alderen 15-25 år, og er ideel for de unge, som har haft det svært i den traditionelle skole, og som har brug for at lære at navigere i eget liv, få skabt relationer og modnes.